Vintermesterskaber 2014

 Af Jesper Bangsgaard - saks1.jpg fra Politiidræt
 
For 5. år i træk var disse mesterskaber henlagt til SIMGOLF i Grøndalscentret. 
Med 34 deltagere er dette center i øvrigt det eneste, som kan håndtere arrangementer af denne størrelse. Centret tilbyder 10 golfsimulatorer i et lyst og lækkert miljø.
 
Man kan i simulatorgolf vælge at spille en af de mange berømte baner, som det ellers ville være umuligt at spille, enten fordi det er økonomisk umuligt på en politiløn, eller simpelthen fordi banen er en privat bane uden adgang for offentligheden.
 
Simulatorgolf er et computerspil, hvor du bruger dine golfmæssige færdigheder til at spille banen med færrest mulige slag, helt på linje med almindeligt golf. 
Grafikken og det forhold, at der er tale om en computergenereret virkelighed gør, at enkelte elementer i golfspillet ikke altid er gengivet helt som i virkeligheden. Det at bruge putteren og de korte indspilsslag er lidt anderledes end i virkeligheden.
 
Fordelen ved simulatorgolf er den, at:
- du ikke skal gå og lede efter din bold hele tiden, som man ellers ofte oplever i virkeligheden 
- du ikke mister dine bolde i vand eller højt græs 
- du behøver ikke slæbe dit udstyr rundt på skulderen 5-6 km.
- du kan have en kop varm kaffe stående ved siden af den stol, du sidder på mellem dine slag
- du kan spille i en t-shirt i stedet for 6 lag vind og vandafvisende tøj.
 
Golfafdelingen har nu gennem 5 år afholdt dette vintermesterskab med stor opbakning fra medlemmerne, både de som stadigt er i tjeneste og en del af vore mange pensionerede medlemmer.  
Rigtigt mange afsætter gerne dagen til lidt hygge med kollegerne, idet opbygningen af centret giver rig mulighed for at følge med i, hvordan det går de øvrige deltagere og slå en sludder af, når man lige kigger forbi. 
Der var dog i år plads til yderligere nogle få spillere, så herfra skal lyde en opfordring til at komme og hygge sig med golfspillet også om vinteren.
 
Årets mesterskab blev afviklet på Canadas højest profilerede bane, nemlig Chateux Mount Whisler, som på dette tidspunkt normalt er beliggende under ca. 2 meter sne og diverse skipister. 
Banen er krævende, idet der ofte er "Out of Bounds" i den ene side af fairway og desuden lidt vand i spil på flere af hullerne. 
Med en vinderscore på 44 point, var banen tydeligvis ikke svær at spille for alle, men i den anden ende, var der spillere som med 11 og 14 point havde en del udfordringer.
 
Der var fine præmier med vin og chokolade til de bedste og gratis træningstimer til dem som besatte de nederste pladser på resultatlisten. 
Der var desuden indlagt konkurrencer i matchen, idet SIMGOLF gav en omgang til hele den boks, hvor en af spillerne var kommet tættest på pinden på par 3 hullerne.
 
Efter vintermesterskabet var der lige tid til en lille holdkonkurrence, hvor de forskellige hold dystede mod hinanden i en match på Trent Jones banen "The Judge". 
Der var her to vindende hold, idet både holdet fra Nordsjælland og holdet fra Vestegnen sluttede de ni huller i imponerende 6 under par.
 
Tak til de mange deltagere for godt humør og en dejlig smittende glæde ved golfsporten.