Vintermesterskabet - referat

20-03-2011

Vintermesterskaberne i simulatorgolf.
For 3. år blev der inviteret til PI-Københavns vintermesterskaber i simulatorgolf.
Simulatorgolf er kendetegnet ved, at du grundlæggende har et computerspil, hvor du i stedet for at spille med et joystick spiller med dine egne køller og bolde. Du får projiceret en simulation af en golfbane op på et lærred. Foran lærredet er der 2 computer-rammer, som måler hastigheden, vinklen og det spin, der er på bolden når den passerer gennem de to rammer. Computeren beregner så hvor bolden vil lande, og aftegner boldens flugt ud af banen. Animationerne er forholdsvis virkelighedstro, og de slag man slår, beregnes meget nøjagtigt.

Styrken ved spillet er, at man skal være en dygtig golfspiller for at være god til simulatorgolf. Man kan ikke vinde alene ved at være en dygtig computerspiller.

Med 34 spillere fordelt i de 10 simulatorbokse var der lagt op til stor spænding. Spillerne var delt op i 2 rækker. En række for spillere med handicap under 18 og en række for spiller med handicap over 18. marts 2011.

Flere af spillerne fra PI-København så frem til endeligt at give spillerne fra Københavns Vestegn lidt kvalificeret modstand efter at Vestegnen i år var løbet med sejren i både klubmesterskab og stationsturneringen.

Spillerne fik lov at varme op mellem kl. 0800 og 0845 og herefter gik spillet i gang på den udvalgte bane.

For at finde en bane, som passede til titlen "vintermesterskab" havde vi vendt blikket mod den canadiske mesterskabsbane Chautou Whistler, hvor animationen viste, at der var sne på bjergtoppene i området.
Hvor er det dog skønt, at spille golf i februar i nord Canada i en T-shirt og med en cola lige ved hånden!

I A-rækken viste Vestegnen sædvanen tro stor styrke, idet rækken blev vundet af Rasmus Piaster med 37 point, skarpt forfulgt af Kasper Juul Jensen og Morten Kofod fra København. Et stort tillykke til Rasmus på trods af hans tilhørsforhold til en mindre omegnskreds til København.
B-rækken var ikke præget af den store spænding, idet et af vores civile medlemmer Anette Kjersgaard viste stor styrke, og demonstrerede sin store fremgang inden for golfspillet. Anette spiller vist en del simulatorgolf, så endnu en gang blev det bevist, at træning heldigvis betaler sig.
Anette lavede 42 point, og den næste i rækken, Martin Lund måtte på trods af flotte 36 point se langt efter første pladsen. Bo Andersen med 35 og Gert Sejbak med 34 point besatte de næste pladser.

Endeligt var der en lille præmie til Jette Madsen for at have kæmpet sig gennem banen trods en mindre god dag. Vi nævner ikke Jettes pointsum, men meget nysgerrige, kan jo kaste et blik på resultatlisten et andet sted her på vores hjemmeside.

...................
Referat fra Vintermesterskabet i simulatorgolf, kan læses i PDF-format her (sakset fra Politiidræt)
...................

PDF-filer vises med det gratis program Adobe Acrobat Reader. Hvis du ikke har programmet på din computer, kan du downloade det ved at klikke på dette link: getacro.gif